Forældre Politik

J-Popcon arrangeres af J-Popkai som er en non-profit forening som arbejder for at udbrede kendskabet til japansk populærkultur. J-Popcon har som event eksisteret i 10 år. J-Popcon samarbejder med DGI-byen, Dansk Spilråd og flere ungdomsorganisationer.

Vi anbefaler at man ikke er under 12 år hvis man ikke følges med nogen der er ældre eller er sammen med ens forældre. Der kan være film og events der kræver at man er ældre og det bliver kontrolleret. Dette vil fremgå af programmet. Gennemsnitsalderen er 16 år.

Frivillige hjælpere kan overnatte i DGI-byen. Det foregår i en fælles sovesal sammen med J-Popcon arrangører og gæster. Bygningen hvor sovesalen er placeret er et isoleret område i forhold til J-Popcon med kontrol og vagter.

For at deltage i cosplayshowet skal man være fyldt 16 år. Hvis man vil kvalificere sig til de internationale kvalifikationer skal man være fyldt 18 år. Der er regler for godkendt påklædning til både cosplaykonkurrencen og modeshowet. World Cosplay Summit kvalificeringen er arrangeret i samarbejde med den Japanske Ambassade.

Alkohol og rygning er forbudt og voldelig adfærd samt tyveri medfører politianmeldelse og bortvisning. I spilområdet vises der ikke spil som er PEGI 18 mærket. Fotoregler og ordensreglerne kan læses her.   

Sikkerheden varetages af et professionelt vagtselskab og alle arrangører over 18 år er godkendt med en børneattest. Skoler og institutioner er velkommen til at henvende sig via vores kontaktinformation og vi sørger for at handicappede har mulighed for at deltage med en hjælper hvis man henvender sig.

DGI-byen (København) som J-Popcon afholdes i, er handicapvenlig med elevatorer og handicaptoiletter. Da J-Popcon har døgnåbent under hele connen, er det muligt at få råd og vejledning på alle tidspunkter i vores information.

Har man spørgsmål skal de stilles til vores kontaktinformationer som findes her.