Lørdag aften efter cosplaykonkurrencen, vil der være en koncert med et lidt anderledes band end man måske lige er vant til. Der er her tale om Trio The DS-10, et japansk band som udelukkende spiller på KORG DS-10. De er hurtigt blevet berømte i Japan. I kan se en koncert fra dem på youtube via dette link.
Til J-popcon er der en aldersgrænse for deltagelse i cosplaykonkurrencen på minimum 16år. For også at tilbyde noget for vores yngre deltagere samt de der blot ikke har haft lyst eller mulighed for at deltage i konkurrencen, har vi derfor også arrangeret en cosplay catwalk.
Cosplay catwalk’en vil finde sted under cosplaykonkurrencen efter alle grupper har været på scenen og dommerne er gået i gang med at votere. Man får her muligheden for at stille sig op på scenen og vise sit cosplay frem, enten alene eller som en gruppe hvis man hellere vil det.
Det vil ikke kræve nogen tilmelding at deltage i catwalk’en, det kræver blot at man er klar og i cosplay når det går i gang, da der kun er den tid dommerne skal bruge for at finde vinderne af konkurrencen. Der er således heller ingen aldersgrænse for deltagelse i cosplay catwalk’en og personer der har deltaget i konkurrencen er da også velkomne til at give publikum et nærmere blik på deres cosplay i denne anledning.
Der vil med garanti være mange gæster der gerne vil have et billede af folk der deltager i catwalk’en og vi giver derfor et lille tip til hvordan man gør det meget lettere for folk at få taget nogle gode billeder; når I kommer op på scenen, så lav et pose eller lign. og stå / sid / lig så ellers stille et par sekunder inden I bevæger jer igen / skifter til næste pose så folk har en jordisk chance for at få taget et par billeder uden de bliver slørede pga. bevægelser.
Der vil i år være et ‘japanese streetwear fashion show’ på connen med fokus på forskellige lolita stile. J-Fashion.dk vil stå for dette event og både vise forskellige former for japansk streetwear frem og fortælle om dem. Dette event er et must see for alle med interesse i japansk streetwear mode.