J-Popcon 2024: nyt layout

14. September 2023

Vi har hentydet, vi har teaset, men nu er vi endelig klar til den første del af vores store afsløring …

J-Popcon kommer ikke bare til at rykke rundt – meget få områder kommer til at ligge, hvor de engang har ligget i årevis. 😱 Ja, du læste helt rigtigt, vi ryster posen godt og grundigt! Alt sammen for at få en bedre con, hvor der er mere plads til både os og alle jer fantastiske gæster. 🌸

Vi ved, at ændringer er skræmmende, men vi tror på, at det her bliver stort og godt. Vi har vokset og vokset de sidste par år, men som sagt er DGI Byen stadig vores perfekte lokation, og derfor vil vi gøre alt, hvad vi kan for at få disse rammer til at fungere, og det betyder, at vi må kaste os ud i noget nyt og spændende.

Så hvad indebærer disse ændringer? Jo, det helt store er, at vores store scene i Øksnehallen rykker over i det gamle Dealer Room. Vi vender simpelthen tilbage til de gode gamle dage, hvor vi første gang flyttede ind i DGI Byen, men forskellen er bare, at vi ved meget mere, og vi er så klar på at løfte det at have en scene i DGI Byen, så den er lige så fed, som den var ovre i Øksnehallen! 🥰 For med scenen rykket derover åbner det op for, at vi nu kan fylde Øksnehallen op. Ikke til randen, men til at vi kan udvide nogle af de områder, der havde ramt deres kapacitet ovre i DGI Byen, samtidig med at vi undgår ubehagelige propper i smalle gange. ✨

Over de næste dage står det på nogle mere konkrete afsløringer: Hvad rykker hen hvor? Hvad betyder det for vores cosplayshow? Hvor kommer indgangen til at ligge? Alt det og mere til vil vi svare på, så følg med! Og I skal selvfølgelig bare spørge løs – vi vil forsøge at svare på alt i vores overordnede posts, men hvis I ikke har fået svar på alt, så skal I endelig bare skrive. Vi ved, at det hele er nyt, men vi er klar til at svare på det. 😊

Kort sagt: J-Popcon er stadig i DGI Byen og Øksnehallen – og vi kommer stadig til at tilbyde alt det, som vi plejer, men vi tror på, at det bliver større og bedre, så vi kan favne alle jer, gamle som nye, der vil opleve den magiske atmosfære, som J-Popcon har. 🌸