Guardians of the Galaxy anmeldelse

31. Juli 2014

Skrevet af Mette Bergqvist

 

Guardians of the Galaxy er et helt nyt hold af superhelte fra Marvel, og selvom tegneserien er forholdsvis ukendt i Danmark, stammer den oprindeligt fra 1969. Filmen følger en opdatering af serien fra 2008, med den lettere anløbne Peter Quill på afveje i verdensrummet og hans forsøg på at besejre galaksens ondeste afskum, finde en kugle med mystiske kræfter - og blive betalt for det undervejs.

Quill får hurtigt selskab af den dødsensfarlige kvinde Gomora, den trælignende Groot, muskelbundtet Drax og en våbenglad vaskebjørn. Persongalleriet leder straks tankerne hen på Star Wars og Han Solo, antihelten over dem alle - og præcis som i en fjern, fjern galakse er Quill samlingspunkt for en gruppe stjernekrigere på kant med loven, bevæbnet til tænderne med et skarpladt glimt i øjet. Guardians of the Galaxy er et godt bud på en Star Wars fortælling fra Marvel, med Quill som erstatning for Han Solo, og det fungerer glimrende.  

Filmen er en solid og humoristisk science-fiction actionfilm, der sagtens kan stå på egne ben i forhold til de traditionelle Marvel superhelte. Men set i lyset af de seneste års sammenvævede Marvel film, som The Avengers, Thor, Iron Man og Captain America, så hæmmes persongalleriet af det knapt så originale handlingsforløb, der hele tiden truer med at suge indlevelsen ind i et sort hul af overfladisk bulder og brag. Det må gerne larme og se flot ud, men den ellers så velsmurte Marvel formular, knirker en anelse mere end den plejer.

Quill er helten med den tragiske baggrund, der kun bruges som en kort indledning til resten af filmen. Der springes for let hen over hver karakters personlige udvikling, deres sammenhold og gruppens venskab – og det er ærgerligt. Til gengæld er der masser af referencer til den allerede planlagte Guardians of the Galaxy 2, og det bliver spændende at se om handlingen tilsættes lidt mere kreativt stjernedrys næste gang. Den tekniske side af filmen, og hele Guardians universet, fejler trods alt ikke noget.

3D effekterne er overraskende godt lavet og når man sidder midt i de flotte rumkampe, føles det som om at hele biografsalen bevæger sig. Filmen er desuden proppet med flotte effekter og detaljerede computeranimationer. Det er ikke hver dag man oplever en så overbevisende vaskebjørn med fingeren på aftrækkeren. Quills hang til jordisk musik, gamle kassettebånd og et gennemført lydspor med 70'er hits, skiller sig også ud.

Fans af tegneserien skal være opmærksom på den spinkle handling der flyver på autopilot. Men Guardians of the Galaxy er stadigvæk en underholdende og visuelt imponerende film, der låner venligt fra Star Wars universet med et godt resultat. Hvis man er til flotte eksplosioner, skinnende rumskibe og rumvæsner med det berømte glimt i øjet, er filmen forhåbentlig starten på en lang række eventyr, i en galakse lige rundt om hjørnet.

 

Har man lyst til at udvide sin Guardians of the Galaxy horisont med spil, og muligvis det indbyggede samler-gen, så udkommer Disney Infinity 2.0: Marvel Super Heroes, med mulighed for at spille med hele Guardians holdet, d. 19. september. Traileren til Guardians of the Galaxy Play Set, ser ud til at indeholde samme humor fra filmen, masser af action og Infinity-seriens tradition for at udbygge og pille ved spillets mange indstillinger.

 

Guardians of the Galaxy - plakat

Guardians of the Galaxy - in space

Guardians of the Galaxy - Quill pilot

Guardians of the Galaxy - Drax

Guardians of the Galaxy - Quill sphere